Trænger dine vægfliser til en fornyelse? Det kan være både svært, tidskrævende og dyrt at udskifte fliser, men faktisk kan maling være løsningen.
Det er nemlig muligt at male fliser og få et flot resultat, hvis du forbereder dig grundigt. Det kan være en overkommelig og effektiv måde at opdatere et køkken eller badeværelse på uden at skulle ud i en større renovering med at sætte nye fliser op.
Her kan du får du vores guide til at opnå det bedste resultat, når du maler fliser.
Hvilke fliser kan males?
De fleste gulv- og vægfliser i tørre rum uden direkte vandpåvirkning kan males. Dog er der nogle få typer fliser som ikke egner sig så godt til at blive malet, men de fleste glatte, keramiske og porcelænsfliser kan males med de rette forberedelser og materialer.
Naturstensfliser og fliser i brusenicher og vådzoner med direkte vandpåvirkning egner sig ikke godt til maling, selvom det er muligt at male, så kan konstant udsættelse for vand gøre det svært at opnå et holdbart resultat, også selv om man bruger den bedste maling og grunder.
Her er nogle typer fliser, der generelt kan males:
- Keramiske fliser: Disse fliser har en glat, ikke-porøs overflade, der egner sig godt til maling, især efter påføring af en hæftegrunder.
- Porcelænsfliser: Ligesom keramiske fliser har porcelænsfliser en tæt og glat overflade, der kan males med den rette forbehandling.
- Glaserede fliser: Disse fliser har en blank overflade, der kan være vanskeligere at male, men med en god hæftegrunder kan det lade sig gøre.
- Terrakottafliser: Disse fliser er mere porøse og kan absorbere maling bedre end glatte fliser, men kræver stadig en grundig forbehandling.
- Mosaikfliser: Små mosaikfliser kan også males, men det kan være mere tidskrævende at dække de mange små overflader og fuger.
Fliser, der ikke egner sig godt til maling, inkluderer:
- Naturstensfliser: Fliser som marmor, granit og skifer har naturlige variationer og teksturer, der gør dem vanskelige at male og få et ensartet udseende.
- Fliser i brusenicher og vådzoner: Selvom det er muligt, kan konstant udsættelse for vand gøre det svært at opnå et holdbart resultat, selv med den bedste maling og grunder.
Vælg den rette maling
Når du skal vælge den rette flisemaling, er der flere faktorer at overveje for at sikre et flot og holdbart resultat. Først og fremmest bør du vælge en maling, der er specielt udviklet til fliser og/eller glatte overflader, da disse typer maling har en formel, der sikrer god vedhæftning på glatte overflader og modstandsdygtighed over for fugt.
Epoxy- eller akrylmaling er ofte gode valg, da de er kendt for deres holdbarhed og evne til at modstå vand og slid.
Derudover bør du overveje farve og glans – blank maling kan give et mere moderne og rent udseende, mens mat maling kan hjælpe med at skjule eventuelle ujævnheder. Vi vil anbefale at man finder en maling med en høj glansgrad på mellem 30-60, når man skal male fliser. Det giver et mere holdbart og slidstærkt resultat.
Guide til
hvordan du maler fliser
Inden start
Før du dykker ned i projektet med at male dine fliser, er det vigtigt at tage nogle sikkerhedsforanstaltninger i betragtning. Arbejdet med maling og kemikalier kan være potentielt farligt, hvis ikke det udføres korrekt og med de rette beskyttelsesmidler. For at sikre en sikker og problemfri proces, har vi samlet en række vigtige sikkerhedsråd, som du bør følge nøje. Dette vil ikke kun beskytte dit helbred, men også sikre, at du opnår det bedste resultat. Læs mere om sikkerhedsforanstaltninger i bunden af artiklen.
Materialeliste
- Afdækningspap eller -plast
- Malertape
- Grundrens, skuresvamp, klud og gummihandsker
- 32% Eddikesyre
- Vådrumsfiller og spartel
- Akrylfugemasse, fugepistol og fugebrik
- Hæftegrunder
- Pensler og kort lurvet eller skum malerrulle
- Rullebakke og poser
- Træ og Metal maling ekstra stærk
- Rørepinde
Rengøring
Inden du går i gang med at male fliser, er det afgørende at rengøre dem grundigt. En ordentlig rengøring sikrer, at malingen hæfter korrekt og giver et flot og holdbart resultat.
Start med at vaske fliserne grundigt med en god grundrens. Brug en skuresvamp og husk at tage gummihandsker på. Dette fjerner effektivt fedt og snavs. Vær særligt opmærksom på at rengøre fugerne grundigt. Skyl fliserne og fugerne med rent vand for at fjerne alle rester af rengøringsmidler.
Hvis fliserne har kalk- eller sæberester, skal disse fjernes inden maling. Fortynd 32% eddikesyre med vand i forholdet 1:3 og vask fliserne grundigt med en skuresvamp. Hvis der er meget kalk, kan det være nødvendigt at gentage afkalkningen flere gange. Et lille trick kan være at gennemvæde en klud og sætte på fliserne, hvis der er specifikke områder som er særligt hårdt ramt af kalk. Skyl herefter fliserne grundigt for at fjerne alle eddikerester og lad dem tørre helt.
Når fliserne er rene og tørre, skal du tjekke dem for skader eller løse fliser. Reparer eventuelle beskadigede fliser eller områder med fliseklæb eller fugemasse. Vent, indtil reparationerne er helt tørre, før du går videre til malingen.
Grunding
Nu er det tid til grundingsprocessen, som er en meget vigtig del af at male fliser, da det sikrer, at malingen hæfter ordentligt og giver et flot og holdbart resultat. Grunderen fungerer nemlig som “limen” mellem dine fliser og din vådrumsmaling. Den sørger for, at den efterfølgende maling kan hæfte til fliserne og ikke vil skalle af når den bliver udsat for vand og slid.
Så snart fliserne er rengjort og er tørre, påføres en hæftegrunder af høj kvalitet, som er specielt udviklet til glatte overflader som fliser. Dæk omhyggeligt af med afdækningspap eller plast og malertape, og sørg for at komme godt ind i fugerne. Brug en kort luvet malerrulle eller en skumrulle til at sikre en jævn påføring. Hav også en lille pensel til kanter og hjørner.
Efter påføring skal grunderen tørre fuldstændigt før du kan fortsætte med at male fliserne. Tørretiden ligger normalt på 12-24 timer afhængigt af producentens anvisninger.
Maling
Når du har grundet dine fliser og tørretiderne er overholdt, så er det tid til at male fliserne med den flisemaling, som du har valgt.
Brug en kort luvet malerrulle eller skumrulle og en pensel til hjørne og kanter. Påfør malingen jævnt på fliserne. Start øverst og arbejd dig nedad i sektioner for at undgå dryp og løbere i malingen. Sørg for, at malingen dækker hver flise ensartet, og undgå at påføre for tykt lag, da det kan medføre dryp og unødig tørretid. Mal fliserne vådt i vådt med lange, bløde strøg. Sørg desuden for at komme godt ind i fugerne.
Vi anbefaler at giver fliserne minimum to lag maling for at opnå et ensartet resultat og en dybere farvedækning. Vær tålmodig og vent, indtil det første lag er helt tørt, inden du tilføjer det næste.
Efter at malingen er tør, skal du tjekke resultatet for eventuelle ujævnheder, dryp eller mangler. Hvis du opdager noget, kan du rette det op ved at påføre mere maling eller bruge let slibepapir til at glatte overfladen. Vær omhyggelig med at opnå en glat og ensartet finish.
Når du er tilfreds med resultatet, skal du fjerne afdækningen og malertape omkring fliserne forsigtigt imens malingen stadig er våd. Det er vigtigt at lade den malede flisevæg tørre fuldstændigt i mindst 24 timer, før du begynder at bruge den eller hænge fx billeder eller hylder op på den. Dette giver malingen tid til at hærde og hæfte ordentligt.
Yderligere tips til malearbejde generelt
Brug kvalitetsværktøj
Invester i gode pensler og malerruller, da de kan gøre en stor forskel i det endelige resultat. Kvalitetsværktøj sikrer en jævn påføring af malingen og reducerer risikoen for striber og penselstrøg.
Påfør flere tynde lag
I stedet for at forsøge at dække overfladen med et tykt lag maling, påfør flere tynde lag. Dette giver en mere ensartet dækning og mindsker risikoen for dryp og løbere. Lad hvert lag tørre fuldstændigt, før du påfører det næste.
Brug en plastikpose i malerbakken
For at undgå besværlig rengøring, kan du lægge en plastikpose eller et indlæg i malerbakken. Efter malerarbejdet kan du blot smide posen væk, og bakken forbliver ren.
Pak dine pensler og ruller i plastik
Hvis du skal tage en pause i malerarbejdet, kan du pakke pensler og malerruller ind i plastikfolie eller placere dem i en plastikpose og forsegle den. Dette forhindrer malingen i at tørre ud, så du kan genoptage arbejdet senere uden at skulle rengøre værktøjet først.
Vedligeholdelse
Vedligeholdelse af malede fliser er vigtig for at bevare deres udseende og holdbarhed over tid. Start med at rengøre dem regelmæssigt med milde rengøringsmidler og en blød klud eller svamp for at undgå ridser i overfladen. Undgå skuremidler og hårde børster, da disse kan beskadige malingen. For at beskytte mod fugtskader og skimmelvækst i områder som badeværelser, kan det være en god idé at anvende en fugtbestandig forseglingsmiddel over malingen. Vær også opmærksom på at lappe eventuelle afskalninger eller skader hurtigt for at forhindre, at de spreder sig. Ved grundig rengøring og regelmæssig inspektion kan malede fliser holde sig pæne og funktionelle i mange år.
Sikkerhedsforanstaltninger
Ventilation og udluftning
Sørg for, at der er tilstrækkelig ventilation i badeværelset. Åbn vinduer og brug en ventilator for at sikre, at der er en konstant strøm af frisk luft. Hvis dit badeværelse har en indbygget ventilator eller udsugningssystem, skal du sørge for, at det er tændt under hele malerprocessen.
Personlig Beskyttelse
Brug kemikalieresistente handsker fx nitrilhandsker, for at beskytte dine hænder mod maling og rengøringsmidler. Bær en kulfiltermaske for at beskytte dig mod indånding af dampe fra malingen. Dette er især vigtigt, når du bruger spraymaling. Brug beskyttelsesbriller for at undgå, at malingen kommer i kontakt med dine øjne. Brug gammelt tøj eller arbejdstøj, som du ikke er bekymret for at få maling på.
Brandfare
Malingsprodukter kan være brandfarlige. Undgå at bruge dem i nærheden af åben ild eller gnister. Ryg ikke, mens du arbejder med malingen og opbevar maling og rengøringsmidler i deres originale beholdere og væk fra varmekilder.
Håndtering
Læs og følg altid producentens anvisninger på malings- og rengøringsprodukterne. Dette inkluderer blandingsforhold, tørretider og sikkerhedsanbefalinger. Sørg for korrekt bortskaffelse af tomme malingdåser, affald og brugte materialer i henhold til lokale miljøregulativer. Undgå at hælde kemikalier i afløbet.