Drømmer dine børn også om et legehus i haven? Så har vi her lavet en byggevejledning til, hvordan du bygger et legehus i særklasse.
Dette legehus er med hestestald og isbod, men mulighederne er mange. Man kan indrette et legehus præcis, som man vil. Man kan undlade eller tilføje, præcis hvad ens fantasi bringer. Her er plads til mange børn og mange typer leg.
Har du sat dig godt ind i projektet inden start?
At bygge et legehus er en fantastisk måde at skabe en spændende og kreativ legeplads for dine børn. Det er dog vigtigt at tage hensyn til sikkerhed og overveje forskellige faktorer, mens du planlægger og opfører legehuset. Vi har lavet en dybdegående guide, hvor vi gennemgår de vigtigste trin når man kaster sig ud i det middelsvære projekt, som det er at bygge et legehus. Derudover gennemgår vi også vigtige sikkerhedsovervejelser undervejs.
Byggevejledning til
Legehus med Hestestald og Isbod
OBS! Du finder også vores videoguide længere ned i artiklen!
Inden start
Før du dykker ned i projektet, er det vigtigt at tage nogle sikkerhedsforanstaltninger i betragtning. Selvom der ikke er love, der kræver, at private overholder sikkerhedsstandarder for egne legeredskaber, bør man som forælder tage højde for potentielle risici som faldulykker, brandfare og fastklemningsulykker. Ved at vælge de rigtige materialer og følge nogle enkle retningslinjer kan du skabe et trygt sted, hvor dine børn kan lege sikkert. Læs mere om, hvordan du sikrer dit legehus bunden af artiklen.
Materialeliste
- En kasse Knudsen kiler i forskellige størrelser
- 50 stk. Reglar 45mm x 45mm x 2400mm
- 7 Reglar 45mm x 70mm x 2400mm
- 10 stk. Terrassebrædder Sibirisk Lærk eller lignende 25mm x 145mm x 3000mm
- 3 pakker IKO Shingles 3 m2 / pk
- 1 pakke papsøm
- 10 stk. 43mm x 9mm x 3000mm forkants liste
- 2 stk. 16 mm x 5mm x 1200mm forkants liste
- 6 stk. krydsfinerplade 15mm x 1220 mm 2440 mm
- 8 stk. trykimprægnerede planker 50mm x 100mm x 3000 mm
- 400 stk. NKT universalskruer 5,0mm x 70mm
- 400 stk. NKT universalskruer 5,0mm x 50mm
- 7 stk. beklædningsplader med spor 9mm x 1220mm x 2440mm
- 3 stk. plexiglasplader 5mm x 750mm x 500mm
- 2 stk. Master akrylfuge
- 4 stk. Turbo Tack Montagelim
- 5 liter træbeskyttelse eller udendørstræmaling
- 14 hængsler til døre og vinduer
- 6 stk. knopper eller håndtag til døre
- 28 stk. vinkelbeslag
- 12 stk. normplader 40mm x 120 mm x 2,0m

Størrelse og placering
Som det første skal der vælges størrelse og placering. Legehuset her er 5 kvm, men man kan lave det præcis den størrelse, som man ønsker det.
Det er en god idé at vælge en placering i haven, hvor det ikke står i fuld sol hele dagen.
Hvis børn skal kunne holde ud at lege i det på de meget varme sommerdage, er det en god idé at vælge et sted med skygge eller halvskygge.

Underlag
Når der er styr på størrelse og placering, er det tid til at lave det fundament, som legehuset skal stå på.
Brug sand og flade fliser til at konstruere et plant fundament. Man kan bruge en udspændt snor, når man lægger fliser, så man let kan se om stenene har samme højde.
I dette eksempel er der brugt rester af forskellige fliser, som er lagt ud med ca. 20-40 cm afstand, så det passer med strøerne i bundkonstruktionen.
Havefliser er et fint udgangspunkt, når man skal bygge fx et legehus eller et skur. Man kan sagtens bruge gamle fliser, som her. Fordelen ved at bruge fliser er, at de ligger stabilt og de er nemme at få i vater.

Bundkonstruktion
Næste step er at lave en konstruktion med en afstand på 40-60 cm mellem strøerne. Strøerne er de bjælker terrassebrædderne og gulvpladerne, skal ligge på.
Er terrassebrædderne fx 2 cm tykke, bør der, i følge fagfolk, maksimalt være 40 cm mellem strøerne i konstruktionen. Vi lavede her en afstand på 45 cm mellem strøerne.

Terrasse
Til terrassen skal der bruges otte brædder af 20mm x 95mm x 400cm. Her er der brugt brædder i Sibirisk Lærk. Lærketræ er en af de træsorter, som er selvimprægnerende og derfor ubehandlede og uden giftstoffer, som der fx er i trykimprægneret træ.
Affas enderne så regnvand kan løbe af.

Gulv
Til gulvet skal der bruges to plader af krydsfinér med en tykkelse på 15 mm. Pladerne skæres ud, så de passer med at samlingerne ligger oven på en strø. Derudover skæres de, så der bliver 2-3 cm luft mellem gulv og terrasse.
Gulvpladerne skrues fast i konstruktionen, og derefter er der klar til at blive bygget vægge.

Vægge
Væggene bygges af reglar på 45mm x 45mm. Reglarne skrues sammen, så de danner seks rammer. To enderammer – en med vinduer, en med døre – og fire sidderammer, som skal sættes sammen i par. De to rammer, som skal danne forside skal bygges med støtte til døre, vindue og isbod.

Vægkonstruktion
Når væggene er færdige, skal de skrues på plads. Væggene skrues sammen side mod side med 4,5 x 70 mm skruer. Sørg for, at hver væg er skruet ind i den tilstødende væg i hvert hjørne og husk at bore for. Skru også vægelementerne fast til gulvet. Brug 4,5 x 50 mm skruer, og skru gennem rammens bundliste. Tjek, at husets hjørner er i vinkel.
Væggene kan virke lidt usikre på dette tidspunkt, men de strammes op i næste trin.

Tagkonstruktion
Når der skal laves tagspær, er det en god idé, at tage en af beklædningspladerne og lave en skabelon. Find først ud af hvor meget hældning der skal være på dit tag og skær derefter enderne af den i den valgte vinkel. De fleste kap- / geringssave kan indstilles til at skæres efter grader op til 45. På din skabelon markerer du først hvor bredt du ønsker dit tag – husk afstand til eventuelt udhæng. Der efter lægger du dine spær op så de rammer bredden. Når den er i vinkel kan du herefter tegne omkring spærene og finde ud af hvor der skal lave saddelhakker.

Sadelhak
Saddelhakkerne skal laves ud fra bredden på huset – du tegner en lige streg ca. 2 cm fra bunden og op igennem spæret. Derefter vandret hen mod midten. Når du har markeret dine saddelhakker kan du skæres de første og bruge den som skabelon til de næste.
Når spærene er færdige skal de skrues sammen i toppen. Det gøres med en plade på for og bagside af samlingen på toppen. Derefter skrues spærene fast på vægkonstruktionen. De skrues fast med et vinkelbeslag på for og bagside, så spærene nærmest hviler i en skål.

Beklædning
Næste step er at beklæde væggene på legehuset. Find beklædningspladerne og en blyant frem, for nu skal der tegnes.
Pladerne sættes op mod vægkonstruktionen på legehuset. Derefter tegnes der indefra langs huller til døre og vinduer. Herefter skæres markeringerne ud med en stiksav.
Hvert stykke skal skæres i den rigtige størrelse og sættes på plads på ydersiden af vægrammerne. Brug en sømpistol eller skruer til at fastgøre pladen til væggen, og hold 20-30 cm mellem hvert søm eller skrue.
Når pladen fastgøres til rammen, vil huset blive meget mere stabilt.

Tagplader
Når siderne på huset er beklæder er det tid til maling og tagplader. Det er en god i idé at male huset inden der monteres tagplader, døre og vinduer.
Tagpladerne skæres af 15mm krydsfiner og skrues derefter fast fra oven ned i spærrerne. Det er vigtigt at pladernes skæres så samlingerne hviler på en spær.
Pladernes skrues i med 4,5 x 50 mm skruer ligesom ved monteringen af gulvpladerne.


Tagbeklæadning
Når pladen er på plads, skal der monteres vindeskeder og en strimmel aluminiums drypkant for at forhindre, at vand siver ind i pladen.
Når det er på plads, skal der rulles tagpap ud fra bundkanten og op. Tagpap og Shingles fastgøres med små søm.
Ved den første række Shingles, som skal lægges, skæres en af flapperne igennem på midten.
Læg det første shingles-tagpap med flapperne nedad, så det også flugter med tagfoden og hermed overlapper din første række tagpap fuldstændigt.
Ved næste række, bruger du nu Shingles stykkerne uden at klippe noget af.
Og så er det ellers bare at fortsætte samme metode hele vejen til toppen.
På den måde bliver hver rækker en halv gang forskudt og taget vil få en smuk association til et pandekagehus.
Solens opvarmning, sikrer sammenklæbningen af shingles.
Afslut med at lave rygningen: Skær hver shingles-plade ud i fire dele og skær hjørnerne af hver del. Disse lægges i overlap på rygningen og fæstnes med to tagpapsøm pr. stykke.
Til sidste bruges lægges en fuge med “tagtæt” i hver ende mod gavlen.
Dit legehus er nu forseglet tæt mod regn, sne, vind eller andet vejr, der måtte komme din vej.

Vinduer
Så er det tid til vinduer. Der er mange måde at lave vinduer på. Her er vinduerne lavet så de ikke kan åbnes.
Vil man lave dem på samme måde, sættes der lister op omkring hullet til vinduet. Listerne laves så de går ca. 5 mm ind over hullet hele vejen rundt.
Så sættes der en plexiglasplade i indefra og derefter monteres indvendige lister i vinduesrammen. På den måde er plexiglasset sat i spænd mellem ydre og indre vinduesramme. Det sammen gøres på vinduerne i dørene senere.
Når vinduerne er monteres, laves små pyntelister udefra og eventuelt indefra. Så ligner det at vinduerne er med sprosser og det giver et hyggeligt udtrykt.
Når alt er monteres, fuges der rundt i kanter og revner med en akrylfuge. Når fugen er tør males det hele med en stærk og beskyttende udendørsmaling til træ.


Døre
Legehuset her har tre døre. Én hoveddør, som er en hel dør og to stalddøre, som er to-delt.
Dørene bygges op omkring en ramme, der samles af rester fra vægkonstruktionen.
Både det udskårne træ fra dør- og vindueshullerne kan nemlig sagtens skæres til og bruges som beklædning til både døre og isbodens låger.
Start med at samle den kvadratiske ramme til dørene. Lav den færdige ramme minimum en centimeter mindre end dørens hulmål, så undgår man klemte børnefingre.
Skal døren have et lille vindue som her, saves hullet, når døren er samlet. Vindueshullet kantes med 12 x 12 mm hjørnelister, der tilpasses på gering og stiftes fast med galvaniserede dykkere.
Plexiglaspladen limes fast på bagsiden med klar silikone, og døren fastgøres til huset med to bladhængsler
Omkring døren limes og sømmes listerne fast.
Til sidst fuges alle kanter og revner med akrylfuge og males med træbeskyttende udendørsmaling.


Indretning
Inde i legehuset er der bygget en stor sofa, som også kan bruges til seng eller bare et godt læsehjørne.
Rammen er bygges direkte på gulvet. Oven på monteres to plader af krydsfiner med eller uden hængsler, men så de kan åbnes og give god plads til opbevaring af legetøj.
Så monteres der beklædningsplader på front og sider, hvorefter det males eller får lov at stå råt.
Og så skal der syes puder og hynder til.
Når man er færdig med hyggekrogen i den ene ende af legehuset er det tid til hestestald, hvis man ønsker det.
Rammen bygges igen direkte på gulvet og sidebeklædning monteres og males. På toppen fastgøres to brædder, som skæres i 45 grader, så det får en pæn hjørnesamling.
Til sidst får hesten halm og hø, og der monteres diverse skydelåse, dørhåndtag, boghylder og reoler, hvis man ønsker det.
Og wupti – et legehus er bygget og børnene vil elske det.
Videoguide til
Legehus med Hestestald og Isbod
Vedligeholdelse
For at sikre, at legehuset forbliver et trygt og sjovt sted for dine børn at lege, er regelmæssig vedligeholdelse afgørende. Start med at tjekke for eventuelle løse skruer, søm eller andre fastgørelser, som kan udgøre en risiko. Over tid kan træet i legehuset blive slidt, så det er en god idé at slibe skarpe kanter og hjørner efter behov samt at påføre en ny lag maling eller træbeskyttelse hvert andet til tredje år for at beskytte mod vejret. Husk også at rense vinduer og kontrollere, at eventuelle døre og vinduer stadig åbner og lukker problemfrit. Hvis legehuset står på et faldunderlag, bør dette også vedligeholdes ved at udskifte eller justere det, så det fortsat giver god beskyttelse mod fald. Ved at tage dig tid til regelmæssig vedligeholdelse kan du sikre, at legehuset ikke kun forbliver sikkert, men også holder sig flot i mange år.
Yderligere tips når du skal bygge legehus
Regler
Kontrollér bygningsregler og eventuelle tilladelser, der kan være nødvendige for at bygge et legehus i din lokalområde. Visse områder kan have restriktioner, der skal overholdes.
Formål
Start med at definere formålet med legehuset. Hvad ønsker du, at det skal tjene? Skal det være en simpel legeplads, en fantasiland, et lille hus til at lege i, eller måske et sted for børnenes kreative udfoldelse? At have et klart formål vil hjælpe dig med at fokusere på de nødvendige funktioner og detaljer.
Placering
Vælg omhyggeligt placeringen af legehuset i din have. Overvej faktorer som sollys, skygge, udsigt og adgang til huset. Placér det i et sikkert område væk fra farlige steder som pools eller stejle skråninger.
Interesser
Tag hensyn til dine børns alder, interesser og aktivitetsniveau. Et legehus til små børn vil have andre funktioner og sikkerhedsovervejelser end et legehus til ældre børn. Inddrag dem i beslutningsprocessen, så de føler ejerskab og begejstring for projektet.
Vedligeholdelse
Vedligeholdelse af malede fliser er vigtig for at bevare deres udseende og holdbarhed over tid. Start med at rengøre dem regelmæssigt med milde rengøringsmidler og en blød klud eller svamp for at undgå ridser i overfladen. Undgå skuremidler og hårde børster, da disse kan beskadige malingen. For at beskytte mod fugtskader og skimmelvækst i områder som badeværelser, kan det være en god idé at anvende en fugtbestandig forseglingsmiddel over malingen. Vær også opmærksom på at lappe eventuelle afskalninger eller skader hurtigt for at forhindre, at de spreder sig. Ved grundig rengøring og regelmæssig inspektion kan malede fliser holde sig pæne og funktionelle i mange år.
Sikkerhedsforanstaltninger
Det er vigtigt at sørge for at sikkerheden er i top, når man bygger et legehus til børn, for selv om private ikke skal overholde nogen love angående sikkerhed på egne legeredskaber, så bør man for sit barns skyld overveje både faldulykker, brandfaren, fastklemmelsesulykker, og at bruge træ uden kemikalier.
- Undgå trykimprægneret træ til legehuse, da det indeholde kemikalier, som bestemt ikke er sunde for børn.
- Sørg for at åbne huller som fx vinduer er over 23 cm både i bredde og højde, så et barnehoved ikke kan sidde fast.
- Sørg for at de bevægelige åbninger ved døre og vinduer er over 12 mm, så barnet har chance for at få fingrene ud, hvis de skulle komme i klemme.
- Hvis legehuset er dybere end 2 meter, så sørg for at lave to døråbninger på minimum 50 cm i hver ende af legehuset, så man kan slippe ud ved brand.
- Sørg for at der ikke er skarpe kanter og hjørne. Affas eller slib kanterne let runde, så de slag ikke er for voldsomme, hvis et barn fx rammer hovedet på et skarpt hjørne.
- Brug Plexiglas til vinduerne i stedet for rigtig glas, på den undgås smadrede ruder og glasskår, hvis bolde eller andet skulle ramme vinduerne.
- Lav eventuelt et faldunderlag rundt om legehus, hvis det inviterer til klatring på taget.